torsdag den 1. november 2012

På 2. pladsen til Boulder DM 2012 - Med ondt i maven og hovedpine..

Efter et overstået DM i weekenden er jeg tilbage i de vante rammer og den normale klatring er startet igen.

Jeg synes det var en rigtig god og hyggelig konkurrence i ÅK. Der var mange mennesker og stemningen var god begge dage. Det var fedt at se hvor meget energi der var blevet lagt i konkurrencen, både fra arrangørens side og de frivillige, men også fra de tre rutebyggere. Jeg synes at det bedste ved konkurrencen var energien og engagementet som folk udviste - det smittede af på alle.

Jeg lagde mærke til at rutebyggerene havde nogle udfordringer fra start. Der var blandt andet ikke tape og griptape klar til dem. Jeg ved hvordan det er at skulle løbe rundt for at finde værktøj og udstyr før man kan komme i gang med at skrue. Frustrationer og stress viser sig i det der bliver skruet, så det skal man til hver en tid forsøge at undgå. Casper, Calle og Henning havde 108 stationer at sætte og 8 vindere at finde - uden at de måtte bruge semi-finaler. Efter sving og bump på vejen blev alle 8 vindere da også fundet.
Jeg synes det i det store billede er vigtigt at have en semi-finale til et boulder DM. Det gør det en smule lettere for rutebyggerene at finde de rigtige klatrere til finalen, og samtidig giver det alle en chance for at klatre mere og dermed en bedre konkurrenceoplevelse.

Hvis der er en semifinale så skal kvalifikationen ikke nødvendigvis være så svær og dermed får "de mindre gode klatrere" en mere positiv oplevelse og ikke en oplevelse af at stå i kø for at få smæk.
Semi-finale eller ej, det er stadig rutebyggerens ansvar at få de rigtige i finalen og få fundet en vinder blandt dem.
Formatet med at skulle igennem 8 kval problemer med 5 min. på og 5 min. af, var hårdt for hovedet(og i mit tilfælde også maven). Jeg mener at nogle kandidater til finalen missede en af de 6 pladser på grund af formatet.

Jeg overværede junior-DM om lørdagen og synes at det er fedt at se så mange juniorer gøre det godt. Mange af dem har jeg slet ikke mødt før, så det bliver helt sikkert spændende at følge dem de næste år. Jeg lagde dog mærke til et par kedelige tendenser hos juniorerne som jeg føler jeg vil nævne.
Det er fedt at vi i Danmark i de næste år får mellem 15-20 sindsygt stærke drenge at se. De er virkelig stærke i en ung alder, uden frygt og med utrolig meget gåpåmod. Jeg lagde dog mærke til at de fleste er meget dårlige til at bruge deres krop og deres fodteknik er specielt ringe. Selvfølgelig synes man i den alder at det er det fedeste at klatre alle problemer i armene - det ser spektakulært ud og man fremstår virkelig stærk og uovervindelig (sådan havde jeg det da i et par år). Virkeligheden er desværre en anden, har jeg senere erkendt. Problemet ligger i hvor sent de også erkender det og om de overhovedet forstår hvor vigtigt det er også at lære at klatre i stedet for at kunne løfte vægte.
Uha, en ubehagelig generalisering.. Jeg håber jeg er helt galt på den i mine observationer og at de omtalte drenge går lige så langt og længere end mig i deres præstationer!

En anden lille observation er fingertape.. Den er vildt irriterende når den ligger på jorden og jeg er nødt til at samle den op for andre i CB, men den er også vildt irriterende at have på, fordi det som regel er grundet noget der gør ondt eller er i stykker. Jeg så mange juniorere med fingertape på fingrene og det er ikke kun til dette DM. Kan det virkelig passe at vi i Danmark har et juniorlandshold og samtidig en stor årgang juniorere som træner forkert? Jeg håber igen at jeg er forkert på den og at træningsmiljøet hos juniorerene er sundt og raskt!

Nå tilbage til Dhmmmm:
Jeg så desværre en ærgerlig ting i rutebygningen. Der var mange blokke som blev kopireret på kryds og tværs af klasser. Blandt andet skulle jeg klatre en blok som havde været brugt til U16 og U18 drenge. Vi havde i senior klassen også et langt hudfarvet problem i kvalifikationen som blev genbrugt til kvindernes finale uden rækkevidden blev justeret særlig meget. Kopiering af blokke er uheldigt..

Min deltagelse var en blandet fornøjelse. Jeg havde det virkelig sjovt i finalen og helt modsat i kvallen:

Lørdag aften blev der solgt en indisk ret i  cafeen som så virkelig lækker ud. Jeg spiste en portion og fik 2 timer efter ondt i maven og kvalme. Jeg vågnede en 7-8 gange om natten og havde ondt i maven. Det var virkelig irriterende for jeg ville så gerne være 100% klar til søndag.
Søndag morgen var det ikke blevet bedre og jeg måtte prøve at spise lidt morgenmad for at få energi til kvalifikationen et par timer senere. Jeg spiste langt fra hvad jeg plejer..
Vi kørte til hallen og jeg håbede at det ville forsvinde før jeg skulle varme op i isolationen.

Det blev ikke bedre og smerterne blev akkompagneret af en irriterende hovedpine. Den skyldes helt klart manglende mad og drikke i løbet af aftenen, natten og morgnen. Jeg skulle side i isolation i mere end 3 timer, så jeg fandt min computer frem og så en film. Jeg begyndte at varme lidt op da der var 45 minutter til jeg skulle på. Følelsen var bestemt ikke god, men jeg gættede på at niveauet ikke ville være så højt de første blokke, så jeg ville have en god chance for at flashe ihvertfald en af dem til at starte med.

Jeg begyndte at få varme fingre da der var 20 min til at jeg skulle på. Jeg kunne ikke lave nogle core-øvelser da det gjorde for ondt. Hovedpinen gjorde det svært at prøve at være fokuseret. Jeg valgte at tage en hovedpine pille og regnede med at den forhåbentlig ville virke 30 min efter.
I de sidste 10 min før jeg skulle på forsøgte jeg at få mit spændingsniveau til at stige. Målet var at få udløst noget adrenalin i kroppen, som forhåbentlig kunne gøre at jeg glemte smerten for en kort stund.

Da jeg gik på første blok havde de sidste 10 minutters vejrtrækningsøvelser virket. Jeg var nogenlunde fokuseret og flashede blokken let. Heldigvis var det en icebreaker og meget let.

Det bølgede frem og tilbage med gode og dårlige præstationer på blokkene og i pauserne forsøgte jeg at ligge ned og få drukket lidt vand. Efter de første 4 havde jeg svært ved at koncentrere mig. Jeg kæmpede mig i mål med en følelse af at ville være alle andre steder end til en konkurrence.

Jeg var super heldig at min klatring havde været nok til at jeg fik den sidste plads i finalen. Det gav mig ca. 3 timer til at forsøge at få styr på maven, så jeg spiste mange bananer og drak så meget vand som muligt.

På mirakuløs vis virkede det og mavesmerterne forsvandt gradvist som vi kom tættere på finalen. Jeg vidste at jeg kunne klatre sådan nogenlunde så længe det ikke gjorde ondt, så pludselig fik jeg lyst til at trække hårdt!


I isolationen kunne jeg kigge mig om og være omgivet af et stærkere felt end nogensinde - det var super inspirerende og jeg glædede mig til at se hvad de havde klar til os på væggen.

Jeg skulle klatre som den første da jeg var dårligst kvalificeret og det passede mig fint da jeg bare ville i gang. Første problem var en dyno og derefter en masse bevægelser på gode greb i et kraftig overhæng. Jeg vidste at dynoen skulle skille nogen fra. Man skulle sætte af fra en kasse og startgrebene var to små screw-ons. Jeg kunne se at det ville være tungt at hoppe med front mod væggen og lettere at møve sig op på kassen med ryggen til væggen. Jeg mærkede på grebene uden at hentyde at jeg ville vende mig om - måske ville de andre se det samme som mig?!
Da jeg skulle klatre blokken var min løsning meget let. Man skulle bare gå all-in og hoppe til. I midten af taget var der en volume som skulle pinches. Der sad en lille screw-on til tommelfingeren som jeg startede med at bruge, men da jeg skulle gå videre fjernede jeg tommelfingeren igen - uden at tænke over det og skøjtede af. Jeg vidste med det samme at det var en uoprettelig fejl = SÅDAN EN BLOK SKAL FLASHES (selv med undskyldninger). Andet go og jeg trillede til toppen. Det var første gang jeg fik lov til at holde i nogle mindre crimps og det passede mig rigtig godt.


Anden blok var et slab. Jeg elsker slabproblemer da man mere end nogen andre steder indendørs har mulighed for at finde klippe elementer fra sandstens blokke.
Om jeg fandt alle de sandstens elementer er svært at sige. Jeg kunne ikke rigtig finde den rigtige løsning og klovnede rundt i sekvensen. Til sidst bøffede jeg mig igennem og kom helt til slutgrebet. Da jeg skulle skifte fod for at matche slutgrebet var jeg uopmærksom og foden røg af grebet.. en top misset.

Tredje problem var endnu en dynamisk bevægelse med en efterfølgende mantle. Den skulle igen teste os på hvor gode vi var til at "turde" udføre bevægelsen uden at tøve. Jeg fandt det overraskende let - mantlen kunne også godt have været en tand mere akavet. Jeg flashede den og havde det så sjovt :)


Sidste blok var en kompressions linje på griptape og positive crimps. Jeg havde holdt dampen oppe på de første problemer, men hovedpinen var ved at indhente mig. Jeg lavede de første bevægelser, men faldt på en enkelt dynamisk bevægelse. Jeg fandt overraskende mig selv stående på madrassen.. Det var en mærkelig fornemmelse: en fornemmelse af at mangle power. Jeg kan huske at jeg i mange år havde haft det sådan ved lange, tunge, dynamiske bevægelser. Jeg har siden da også gjort meget ud af ikke at skulle føle sådan nogensinde igen, men et sjovt gensyn med en gammel kending havde sneget sig ind på mig ;)

Næste forsøg var jeg tændt - jeg ville ikke ende op med ikke at have energi nok til at trække langt nok, så jeg tog mig sammen og satte af fra startgrebene. Da jeg gjorde det trak jeg al griptape af højre startgreb. Jeg stod igen på madrassen med en mærkelig fornemmelse i maven: hjernen kørte på højtryk: ville de stoppe tiden? Skulle jeg klatre videre? Kunne jeg lave starten uden griptape? Måske skulle jeg bare crimpe højre screw-on i stedet for at holde der hvor tapen havde været?
...

Heldigvis stoppede dommeren tiden og jeg sad med ryggen til imens de satte ny tape på igen. Jeg skulle sidde der i et par minutter og nåede at miste spændingsniveauet, men jeg vidste at jeg ikke behøvede det. Jeg kunne nemlig godt lave det.
Jeg blev bedt om at starte igen, kalkede op, gik på og klatrede til toppen.



Alt i alt har det været et sjovt DM. Jeg ser ikke de dygtige danske klatre mere end et par gange om året så begivenheder som denne er vigtig for mig, i den sammenhæng.

Hvis jeg havde vidst jeg jeg ikke ville være frisk sidste søndag, så havde jeg blevet i Bleau og klatret circuits til den lyse morgen ;)


Jeg har kikkerten fremme og kigger efter klippeture de næste måneder. Spanien er billig som bare fanden, så jeg sidder med fingeren på købe-knappen i skrivende stund..


#Bjørn-på-andenpladsen-i-et-år ;)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar