mandag den 29. april 2013

Copenhagen Boulders Cup

Copenhagen Boulders Cuppen ruller derudad! Det er en af de få konkurrencer hvor jeg ikke selv deltager, men sætter alle problemerne. Jeg elsker denne position og mulighederne jeg har for at eksperimentere.
CB Cuppen er en god chance for mig for at få testet en masse ideer af som jeg senere kan evaluere og dermed udvikle mig som rutebygger.

 Foto: "El Papi Grande"

Ved denne 2. afdeling havde vi lidt ekstra godter gemt i ærmet. Jeg havde lagt en bestilling hos HRT Holds tidligere på året som ankom for et par måneder siden. Jeg havde bestilt 3 "wok" macroer i størrelserne 190x190, 150x150 og 110x110. De blev gemt indtil konkurrencen. Jeg er specielt glad for at vi har den store wok i hallen nu. Den kan skabe nogle balance situationer på væggen som almindelige kantede macroer ikke kan. Vi placerede den på vores 10 grader væg. Der udgør den en perfekt base for at sætte mantle og rockover problemer på let overhængende terræn. Den vigtigste effekt som macroen kan skabe er i en situation hvor man har startgreb under macroen, som senere skal bruges som fodtrin. Startgrebene forsvinder gradvist jo længere man kommer op. Det er en super effekt som burde være repræsenteret i alle sværhedsgrader. 

Foto: "Mojo"

Vores sæt bestod af 50 problemer på hallens konkurrencevægge. Vi havde som altid vægten på at sætte så alsidigt som muligt.
Jeg havde luret lidt på tilmeldingerne og forsøgt at spå hvem der ville dukke op på dagen for at sørge for at problemerne ville passe i niveau. Vi helgarderede os ved at sørge for at have tekniske røde problemer som ikke var lette at flashe. Et par af dem viste sig at volde så mange problemer at de ikke fik en top på dagen. 

Foto: "El Papi Grande"



Foto: Frank

Jeg har længe arbejdet på at sætte så mange boulder problemer som muligt uden greb. Til denne konkurrence satte jeg et problem på "rød arete" som kun bestod af macroer og lidt griptape. Jeg måtte tilføje meget griptape for at folk skulle kunne komme afsted fra startgrebene. Det var både en øvelse i at sætte udelukkende med macroer, og også en test af hvad der kan holdes på vores hældninger når man ikke giver klatreren en kant, sloper eller blot lidt friktion. 
Jeg er ved at få et ret godt indtryk af hvad der kan sættes i hallen og med den viden har jeg mulighed for at eksperimentere med alt det nye. For det er det nye og anderledes som skal gøre alle brugere i hallen bedre. Jeg kunne se på det sæt vi satte til denne konkurrence at folk generelt skulle kæmpe for at få toppe. Der var flere crimps end der plejer at være og det var de fleste ikke vant til. Det var et godt opråb til os rutebyggere om at vi skal huske alle grebstyper på væggene i vores daglige arbejde. 

Læg mærke til 1. 2. og 3. kasse. Jeg havde tre ens trekanter, skar 45grader smig og endte op med at de gabte ca. 10-15 cm. Det blev til en unik variant af den klassiske trekant som man ikke møder så tit. Det var fedt at kunne præsentere en ny form på væggen. Den er mere vanskelig at holde end den klassiske trekant og har nogle andre muligheder gemt i sig med den ekstra flade.
Kasserne udgør hallens nyeste sølv-problem. 

Alt i alt synes jeg lørdagen gik super godt og folk havde det sjovt på alle niveauer. Jeg nød at kunne sidde og få feedback på alle problemerne. 

Nu er det tilbage til tegnebrættet og tænke frem mod 3. afdeling hvor vi gerne skulle kunne lave et sæt der er endnu vildere end dette! 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar