fredag den 12. oktober 2012

Paris/Orly

Jeg sidder pt på flyet mod Frankrig og skriver denne update. Det i sig selv er ret vildt, men nu ikke derfor jeg skriver. Nu er det nemlig tid til endnu en omgang magiske bevægelser på blokkene i Fontainebleau. Jeg har lige haft nogle dages sygdom så jeg føler mig ikke 110% frisk, men sjovt bliver det!

De kommende 10 dage skal jeg trække hårdt, åbne og lukke projekter, spise eclaire og pan au chocolat og forhåbentlig lære mange fine nye bevægelser at kende.

Ugen efter jeg er hjemme igen skal jeg forsvare brostenen: det er nemlig tid til årets Boulder DM i Aarhus. Formatet er blevet ændret og bøjet og det har gået meget ud over min motivation. Jeg har derfor hverken forberedt eller trænet op til dette års DM. Jeg synes ikke vi i år finder Danmarks bedste konkurrenceklatrere, men snarere en vinder fundet og vundet på held.. Dog skal det ikke forhindre mig i at glæde mig som et lille barn - for det gør jeg! Jeg har arbejdet på mange elementer i (internationale)konkurrence situationer som jeg glæder mig til at sætte på prøve. Om jeg kommer hjem med den tunge sten igen eller må give den videre er underordnet så længe jeg går derfra med feedback på mine eksperimenter.

Nå, faktisk er der endnu en ting jeg skal teste: jeg skal dette år mærke på egen krop hvordan det er at klatre klippe i 10 dage inden en plastic konkurrence. Jeg ved der er klatrere som er gået fra klippe og til toppen af podiet, så helt umuligt og dumt er det ikke! Vigtigst er bevægelseslæren som gerne skulle rystes, strækkes, vrides knækkes og sættes sammen igen - før jeg kommer hjem til plastik!

For ca en måned siden var jeg i La Foret i forbindelse med VM. Da havde jeg et mål at prøve en af skovens 8B+ eller 8C problemer. Jeg nåede aldrig at få opfyldt dette, så måske er det nu jeg skal gå efter det.

Og hvad angår Ticklisten så er den lang. Laaaaang. Og faktisk indeholder den nok alle problemer i skoven - for jeg ville så gerne have tid nok til at klatre det hele. I guiden 7+8 er der på en af de sidste sider en oversigt over skovens sværeste problemer. Den liste kan jeg jo starte med og så ses vi om 30 år og kigger på resultatet ;)

Paris.. See you in a minute!

B.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar