onsdag den 12. september 2012

Kvalifikation: Bouldering. Status: tilfreds!

Så er jeg færdig i hallen for i dag. Det har været fedt og lærerigt og jeg har forbedret mig ekstremt meget siden sidste konkurrence.

Morgnen gik nogenlunde. Morgenmaden var ikke åben før kl 7 og isolationen lukkede kl 8 så vi var lidt stressede da vi skulle igennem byen.. Hotellet kunne godt have tænkt over dette da der kun bor deltagere her.
Isolationen og opvarmingen foregik i Bercy's store gange hvor de havde stilt en fritstående boulder parat. Jeg sad i isolation i ca 3 timer. Der var massere at tale med og kigge på, så tiden gik stærkt. Jeg følte mig træt efter at være stået tidlig op, men efter en halv times let opvarmning hjalp det.

Hjernen er virkelig begyndt at køre godt til konkurrencer. Jeg føler mig ikke nervøs, men snarere glæder jeg mig til at klatre.

På første blok var jeg klar. Jeg følte mig også for klar så jeg kunne ikke bestemme mig for sekvens. Det kostede et forsøg. Jeg kunne se at første blok var en "icebreaker" og let at flashe. Dog krævede det 2 forsøg.
Anden blok var på et slab. Normalt er slab problemerne virkelig spændende. Det er let at komme ret langt, men en lille fejl: forkert hofteplacering, forkert vinkel i skulderen og man er på vej mod madrassen igen lyn hurtigt. Jeg fangede ret hurtigt betaen, men måtte bruge flere forsøg på at finde den rigtige hofteplacering. Efter en teknisk balance bevægelse skulle man trække langt til en chip med en meget lille kant. Chippen var af mærket Teknik. Den havde meget lidt kalk på holdefladen så den var meget fedtet. Selvom temperaturen i hallen var perfekt så blev alle Teknik greb fedtede hvis der ikke kom regelmæssigt kalk på.
Tredje blok var meget brutal og lige til. Den var centreret om en bevægelse fra en slopet tre-finger pocket som kunne crimpes. Bevægelsen kunne kun sættes igang på en fod så alt kraft skulle komme fra højre arm. Jeg cruisede de første bevægelser og følte næsten at det var lettere end første blok. Da jeg kom til sidste træk kunne jeg ikke længere se fodtrinnet og satte derfor foden forkert og faldt i trækket til slutgrebet. Jeg skulle have forudset at foden ville være i en blind vinkel.
Havde jeg flashet den blok ville jeg virkelig have været tæt på en semi plads.

Fjerde blok gik i et tag. Der var en dyno fra en meget slopet pinch. Man blev tvunget til enten at forsøge at holde bevægelsen statisk fra et tåhook eller dynamisk og holde svinget. Jeg forsøgte at sætte tåhooket, men det var helt klart for hårdt. Dynoen var ikke svær da jeg endelig hoppede efter grebet. Jeg fik zonen og skulle til at trække videre, men igen var det et Teknik greb uden kalk så det var meget fedtet og jeg kunne ikke komme videre. Senere så jeg at hvis jeg havde thumb-catch på macroen så kunne jeg have holdt grebet alligevel. Det er disse detaljer som gør en stor forskel og som er meget svære at kunne se/forstå.
Femte blok var meget slopet! Man blev tvunget ind i en startbevægelse hvor al kraft blev udløst hvis man flyttede en hånd. Trækket til zonen var meget svært at koordinere. Det var først til sidst at jeg fandt en mulig løsning. Men da var det for sent.

Det blev til 2 toppe og 4 zoner!
Super meget bedre end sidst ;)

Jeg glæder mig meget til i morgen hvor jeg skal klatre lead kval.
Mål for i morgen: at klatre til der ikke er mere i armene. Og hvis jeg falder, så være sikker på at det ikke var på grund af en fejl ;)

Nu står den på pasta bolognese!

B.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar