søndag den 15. august 2010

Ceüse - Sommer 2010

I sommeren tog jeg med Pløks-drengene til Ceüse i sydfrankrig. Efter længere tids opsparing var der planlagt hele tre uger i det kendte klatremekka. Emil Jespersen og jeg skulle tage med fly og mødes med de tre andre dernede.
Vores tur startede i Nice hvor vi kom til med fly. Derfra kan man gøre to ting for at komme til Gap, byen nær Ceüse: tage en bus igennem bjergene eller toget udenom. Vi valgte bussen, men kom forsent til afgang og måtte vente i et døgn på næste afgang som kun afgår en gang om dagen. Da vi endelig kom på bussen stod det klart hvorfor mange vælger bussen fremfor toget: turen igennem bjergene er fantastisk!


Vi ankom til Gap sent om aftenen og travede byen rundt for at finde ud af hvordan vi kom til campingpladsen på denne tid af døgnet. Alt var lukket, men vi fik en flink taxa chauffør til at køre os til en mindre overpris.

Det var min første længere tur på klippe og med en gammel 7a fra Göteborg i ærmet vidste jeg ikke hvad det skulle føre til. Jeg havde en klar forudsætning om at jeg siden den gang havde udviklet mig og derfor var mit mål som udgangspunkt at klatre svære end 7a.
Dagene i Ceüse bevæger sig hurtigt af sted, den første uge går til at vænne sig til gåturen op til klipperne og derfra kommer man ind i en rytme med klatring, hvile, klatring, hvile...

Efter den første uge havde jeg haft et par klatredage i godt vejr og med massere af gode oplevelser. Jeg skulle også bruge lang tid på at vænne mig til afstanden mellem boltene, så de første mange ruter var ikke sværere end 7a.

Da Ceüse var begyndt at komme indunder neglene følte jeg at det var tid til at teste mig selv. Jeg vidste som sagt ikke hvor hårdt jeg kunne trække og havde indtil nu kun været på ruten Blocage Violent 7b+ som det sværeste. Det er en meget vedvarende 7b+'er så det farvede lidt forventningerne til de næste grader..
Jeg var efterhånden holdt op med at gå tidligt op til sektoren La Cascade da ruterne kræver mere udholdenhed end teknik og styrke. Til gengæld havde jeg forelsket mig i Berlin sektoren da den kun er svagt overhængende og lader mig bruge mere teknik og styrke end udholdenhed.


Jeg fandt den klassiske rute Berlin 7c som projekt til de kommende dage. Det er en flot linje som følger et svagt overhængende stykke på blå klippe. Jeg 'dokkede' den en gang og blev overvældet af ruten. Det var ikke en rute som jeg følte mig tilpas på, så jeg lod den ligge lidt, slyngerne blev pillet ned og vi fandt andet at klatre på.
Efter en hviledag var der andre der gerne ville prøve Berlin og jeg tænkte at det var på tide at overvinde tanken om ikke at være i komfort på en rute. Jeg dokkede igen Berlin, satte slyngerne og følte bevægelserne og især cruxet meget let.. Imens jeg blev firet ned kunne jeg pludselig se ruten som en helhed og det gav mig modet til at give den et forsøg.
Da jeg havde lavet de første tekniske bevægelser og kom til et hvil, havde jeg stadig en psykisk kamp, men klatringen skal opleves, så jeg klatrede videre for at se hvad der skete og pludselig var jeg ved ankeret. Det var en sjov følelse af at have succes på noget ikke helt let, men jeg følte at jeg havde mere i mig og valgte at skrue op for blusset.

I venstre side af Berlin går en linje der hedder Petit Tom 8a. Der er mange meninger om hvordan bunden skal klatres fordi en af sekvenserne bruger et sica-greb (human-made) og en anden sekvens "låner" et greb fra ruten Dolce Vita 8a+..
Jeg synes at det er forkert at lave regler på klippe - det kan man gøre hjemme i boulderen hvor alt er lavet af plastic.
Det der fik mig til at vælge sekvensen hvor man "låner" et greb var lokale franskmænd som viste hvordan den skulle klatres, men samtidig sagde at man selv kunne vælge.

Denne rute blev min største kamp på turen. Det gik fra at jeg troede at det var fysisk til at være psykisk. Jeg kunne til sidst klatre op til cruxet, falde, gå til toppen, blive firet ned til cruxet og klatre til toppen igen og igen..
En dag havde jeg en sjov oplevelse: Jeg skulle varme op til endnu en gang at arbejde på Petit Tom og vi valgte at gå Lapiniere 7b+ som er en kort boulder-rute (det kan ikke blive bedre)!
Ruten starter med 4 meter slap og derfra overhængende sjove bevægelser på alt for store greb :) Jeg gik den i mit onsight-forsøg. Det var endnu engang en ting jeg aldrig havde prøvet før, men som åbnede mine øjne for at jeg måske kan komme til at klatre rigtig hårdt en dag..


Der skulle gå et par dage endnu før jeg også fik Petit Tom - min hidtil sværeste rute. Det fedeste ved at have klatret den linje var at jeg ikke følte at det var på mit max, jeg havde altså ikke fundet min grænse som ellers også var en skjult dagsorden på turen.


B.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar