Efter en Wiener-schnitzel a la Scandlines, et lille stop på motorvejen og en lur landede vi ved Göteborg klatredome. Domen er en hyggelig svensk klub med en 15-18 meter til loftet og svampe med udtopning. Klubben har en butik med udstyr (og klatresko som ikke fås i DK= Andrea Boldrini) og en lille café med god kaffe.
Det er et fremragende sted at bruge en lørdag i regnvejr. Graderingslisten går fra ca. 6a til 8c (kan det skrues på plastic?), så der er massere af klatring når man bare skal holde fingrene varme indtil klippen igen er tør.
Emil arbejder på kompressions proj. i sokker..
Efter lørdagens plastic-udskejelser i klatredomen kørte vi til campingpladsen på Tjørn. Der var forbløffende tørt og næsten perfekt solnedgang da cirklen af trangiaer varmede aftensmad. Bag teltene blev slacklines sat op for at være sikker på at ingen gik i seng med for meget energi.
9 maj - Efter en god nats søvn, kun forstyrret af raffinaderiets larmende udslip af overskydende gas på den anden side af vandet, kørte vi til Tjörnbro Klippen. Solen stod højt og vi startede med opvarmning på fine 6b- 6c 'ere.
Efter fingrene blev varme fik Emil og jeg skudt os ind på et 7C+ projekt på midten af væggen. Ruten er en fin linje med utrolig skarpe og utrolig små crimps. Den har et scary fjerde klip og en mantle i toppen. Den første slynge (og anden hvis man vil være sikker på ikke at ramme jorden) kan anbefales at stik-klippe af sikkerhedsgrunde, men ellers er ruten lige til.
?? 7C+
Where's your head at?? - Ruten steg mig til hovedet.. Jeg havde ellers arbejdet meget med at give slip og lade kroppen finde sit naturlige flow, men jeg kunne ikke finde den rette mentale indstilling.
En blanding af skræk for at falde, for at stole på udstyret og for det ukendte holdte mig tilbage. Jeg kunne ikke kick-starte motoren og måtte gang på gang blive firet af ruten som jeg knap turde dokke. Når jeg reflekterer over det er det super frustrerende ikke at lade evnerne få frit løb, for egentlig er det sværeste for mig at giv slip og ikke så meget at lave bevægelserne.
Rekorden i flest knude tjek på samme rute :P
Emil satte ruten på plads i fin stil efter blot 4 go's - en virkelig flot indsats. Han er rigtig dygtig til at centrere sin klatring om bevægelserne og lukker alt distraherende ude. Jeg tog mig selv i at tjekke min egen knude op til flere gange i en bevægelse. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at åbne for sluserne og give den gas - FRUSTRATING!
Jeg glæder mig meget til at vende tilbage til ruten og skyde den i sænk, når hovedet er parat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar